Størst af alt er kærligheden

istet fokus, da trivialiteterne og de daglige gentagelser fylder alt, men vi mennesker har modsat aberne en stor tørst til at forstå os selv og vores ophav. Fjernes vi fra vort sande ophav længes vi stadig, men en diffus tørst som ikke kan lindres.

Jeg tror at vi mennesker har mange behov. Fra de basale til de eksistentielle. Opfyldes et behov ikke flyttes fokus blot til ting som giver hurtig glæde, men som ender med en angst, en angst for blot at nærme sig det uhyggelige tomrum. Egoismen vokser ved dette fravær og behovet for at dulme ens bevidsthed tilsvarende.

Bevidstheden kan dulmes med et hav af oplevelser og fokus bliver tilsvarende mod blot det. Jeg mener at vi beholdes netop der, med Renteniveauet, Globalopvarmning, Golfkrigen, Pandemi, Darwinisme, Økonomisk nedsmeltning., det hele er jo fuldstændigt ligegyldigt hvis vi ikke er til stede.

 

Vejen